Til forsidenUdskrivKontakt
Deutsch English

Rhythmic Oysters Music

20. august, kl. 20 – 21: Åbningskoncert ved Vadehavscentret, Vester Vedsted
21. – 23. august: Spontane koncerter i hele Vadehavsregionen
22. august, kl. 17: Beach Party, Sædding strand, Esbjerg

»Rhythmic Oysters Music« er et innovativt rytmisk musikinitiativ, der vil give befolkningen i hele Vadehavsområdet en unik rytmisk musikoplevelse gennem spontane koncerter på utraditionelle steder i lokalområdet.

Supermarkeder, togstationer, posthuse, apoteker, banker, rådhuse m.fl. er steder, som man må besøge dagligt for at klare hverdagens gøremål. Normalt opfattes disse steder som trivielle og kedelige, men i festivalperioden vil de blive levende og inspirerende gennem spontane koncerter udført af studerende fra musikkonservatorier i Danmark, Tyskland og Holland.

»Rhythmic Oysters Music« vil således bygge kulturelle, sociale og rytmiske broer i hele det europæiske Vadehavsområde ved at invitere rytmisk musik- og komponiststuderende fra Danmark (VMK - konservatoriet for musik og formidling, Esbjerg), Tyskland (Kunst- & Musikhochschule, Bremen) og Holland (Prins Claus Conservatory, Groningen) til at arbejde sammen, skabe, prøve, arrangere og opføre musikken til disse koncerter.

Idet forskellige nationaliteter deltager i »Rhythmic Oysters Music« hyldes Vadehavskulturen såvel i et dansk som europæisk perspektiv, hvilket vil give en ekstra kant på de spontane koncerter for såvel ørevidnerne som for de studerende, der skaber begivenhederne.

»Rhythmic Oysters Music« åbner touren med en koncert på Vadehavscentret i Vester Vedsted onsdag den 20. august. Efter et par dage, hvor en heldig del af befolkningen uventet er blevet beriget med spontane koncerter, afslutter »Rhythmic Oysters Music« med et Beach Party på Sædding strand i Esbjerg, hvor de skaber nye lyde i samarbejde med TONESPACE-studerende fra »Lydbølger – mennesket ved havet«.

Medvirkende fra Tyskland: Andreas Gunther (klaver), Christian Hohenbild (trommer), Ivan Romero (saxofon), Gerald Willms (bas), Sebastian Ihle (trompet).

Medvirkende fra Holland: Adra Karim (klaver), Jee Gug Shin (bas), Elfa Zulham (trommer), Juste Sakalyte (saxofon/sang), Nick Wendels (guitar), Pavel Chtcherbakov (basun).

Medvirkende fra Danmark: Cathrine Frølund (klaver/sang), Helene Bak (Klaver/sang), Silje Knudsen Holten (sang), Marciella Miguel (sang), Thomas Valter (bas), Bo Møller Pedersen (guitar), Peter Mathisen (trommer), Bjarke Nicolaisen (trompet).

Docent Marc Bernstein er kurator og konceptudvikler på »Rhythmic Oysters Music«.